Når MeToo støvet har lagt sig m. Henriette Laursen fra Kvinfo
Det Lyserøde Bord - A podcast by Ditto

Categories:
Efter Sofie Lindes tale til Zulu Comedy Galla i 2020 blev der endelig sat skub i MeToo-bevægelsen i Danmark. Siden har der været en del sager, og mænd, der er blevet nævnt ved navn i medierne. Nogle af disse har mistet deres jobs og er forsvundet fra mediernes overflade, nogle har bevæget sig ind i andre erhverv, og nogle kæmper hårdnakket imod de anklager, der er rejst imod dem.
Men hvordan skal vi egentlig håndtere MeToo-sager, når støvet har lagt sig? Kan man som krænker afsone sin straf, når man ikke er dømt? Kan man blive ‘rehabiliteret’ tilbage til samfundet? Og hvordan skal virksomheder forholde sig, hvis der opstår MeToo sager?
Alt det kommer vi omkring i det her afsnit, hvor vi også ringer til Henriette Laursen, direktør i Kvinfo, og lidt af en ekspert når det kommer til hvordan virksomheder bør (og ikke bør) forholde sig til MeToo-sager.
Henriette mener fx ikke at man bør indføre nul-tolerance overfor grænseoverskridende adfærd, og det giver ret god mening, for hvis vi ikke kan tale om de mindre, hverdagssexistiske episoder, kan vi heller ikke undgå de større sager.
Straks efter at vi havde lagt på, skulle Henriette videre til bogreception for bogen “Krænkelsesfrie organisationer: Metoder og veje til kulturforandring”, som vi kan anbefale alle virksomheder at dykke ned i.
Som altid kan du finde tal, statistikker mm. på vores Instagram.
Instagram: @dittoditto.dk
Links og anbefalinger
Bogen “Krænkelsesfrie organisationer - Metoder og veje til kulturforandring”
MeToo i Folkekirken, en artikelserie af Zetland
Dorph søger dom, Genstart, DR
Værter: Rikke Kristine Østergaard og Naja Lind
En Ditto-produktion. Dittoditto.dk